Nanna Gerrick er vokset op i en dysfunktionel familie. Hendes forældre blev skilt da hun var 9 år gammel. Siden da har hun boet ved sin mor, der var alkoholiker. Nannas barndom var kendetegnende ved, at hun skulle være voksen i en alt for tidlig alder.
Af Tina Bangsgaard Christensen
”Hvordan har din dag været?” var det spørgsmål, der for alvor fik Nanna til at forstå, at hendes familie var anderledes fra sine veninders. Da hun var 9 år gammel og var på besøg ved nabopigen, blev hun for første gang i sit liv spurgt til, hvordan hun havde det. Et spørgsmål, der er normalt for de fleste, men for Nanna var det mærkeligt at svare på. Hun havde aldrig tidligere oplevet, at nogen havde den interesse.
”Jeg vidste godt, at det ikke var normalt, at min mor altid drak og var sur. Men som barn i en dysfunktionel familie blev det unormale på en eller anden måde normalt. Jeg havde en kæmpe trang til at beskytte og forsvare, det jeg var i,” siger Nanna.
I en lille landsby i Nordjylland bor Nanna med sin mor og far. Den dag de bliver skilt, er det slut med at bo med dem begge. Men det var slut længe inden. Nanna husker de dage på soveværelset med sin mor, mens faderen var i stuen. Nannas mor havde magten over hende. Nanna fik at vide, at hun ikke måtte gå ud af soveværelset, for det ville hendes far ikke have. Moderen fik indprentet den forståelse i hende, at han var vred og voldelig. Dette til trods for, at Nanna aldrig havde set ham sådan. En dag sneg hun sig ud af soveværelset, da hendes mor sov. Hun ville give sin far et kram.
”Min far sagde til mig: ’Nanna. Far han kan godt forsvare sig selv, og han kan godt passe på sig selv.’ Da han sagde det til mig, var hele min opmærksomhed på min mor. Han havde jo meldt ud, at han godt kunne passe på sig selv, mens min mor sagde til mig, at hun ikke kunne,” siger Nanna.
Håbet om accept
Nanna boede med sin mor efter skilsmissen. Hele sit liv har Nanna taget sig af hende, for hendes største frygt var, at moderen skulle dø. Det blev en kamp for Nanna om, at jo mere hun passede på hende, jo tættere var hun på anerkendelse. Jo større var chancen for, at hendes mor en dag ville sige de ting til hende, som hun aldrig havde hørt.
”Jeg ville så gerne høre hende sige: ’Nanna, du er god nok, og det er ikke alt sammen din skyld’. Det troede jeg, at jeg ville opnå, når jeg tog hånd om hende,” siger Nanna.
Situationen i hjemmet blev dog værre, og til sidst kan Nanna ikke mere. Resultatet var, at hun kom i en plejefamilie. Lettelsen fyldte mest. Men hun havde også dårlig samvittighed. For hendes lillebror, Oliver, som moderen havde fået med en ny mand, var stadig i hjemmet.
”Min mor har altid forsøgt at bygge en facade op. Hun ville ses som en vellidt kvinde med mange penge, der i hvert fald ikke havde et alkoholmisbrug. Det hele har jeg ødelagt ved at fortælle fremmede mennesker om, hvad der foregik derhjemme,” siger Nanna.
Hendes mor bruger Oliver mod hende, og det lykkedes hende sommetider at kalde Nanna hjem. Moderen havde brug for hende i huset til at opretholde facaden. Da Nanna får et ultimatum om at vælge parti, vælger hun sin biologiske familie.
”Jeg kunne ikke vænne mig til at være i en normal familie. Jeg kunne ikke modtage kærlighed. Jeg hadede mig selv,” siger Nanna.
Offer for social arv eller mønsterbryder?
Nanna var selvskadende og havde selvmordstanker. Samtidigt var hun i et alkohol- og stofmisbrug. Hun havde svært ved at komme på fode igen, for hun havde ingen til at vise hende hvordan.
”Da jeg blev ældre, blev jeg bevidst om, at det ikke var en normal måde at behandle sit barn på. Noget af behovet for konstant at stå klar forsvandt. Jeg var mentalt drænet. Jeg ville have, at hun blev bevidst om sine handlinger,” siger Nanna.
I de perioder hvor Nanna ikke talte med sin mor, havde hun det selv bedst. Hun stod ikke i beredskab, klar til at hjælpe eller som skydeskive for moderen skældsord.
Efter lang tid uden kontakt, ringer telefonen. Det er hendes papfar. Hendes mor er syg. Nanna har svært ved at tro på det, for moderen har tidligere løjet om sygdom. Realiteten er dog, at moderen få timer senere går bort.
”Jeg var frustreret, vred, lettet. Alle følelser jeg nogensinde har følt, kulminerede den dag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Og jeg følte mig forkert, fordi jeg følte lettelse over, at jeg ikke længere skulle stå til rådighed og være offer for bebrejdelserne. Men jeg var også ked af det, fordi det lille barn inden i mig aldrig nåede at komme ud på den anden side sammen med min mor. Jeg nåede aldrig at få at vide, at jeg var god nok.”
Herefter startede en lang kamp for Nanna om at acceptere sin fortid. Den største konsekvens for hende, har været måden hun ser sig selv på. Hun brugte mange timer ved både psykologer og i psykiatrien efter moderens død. Nu kan hun endelig fortælle, hvad hun har levet med. Inden da skulle hun tie stille for at passe på sin mor.
”Det måtte ikke ende ved hende. Hun sagde tidligere, at hvis kommunen nogensinde fjernede min lillebror, så var det min skyld, og så ville hun tage sit eget liv. Så fra at skulle forsvare hende, så havde jeg også hendes liv på samvittigheden. Det er så ironisk, at hun endte med at drikke sig ihjel.”
Fremtiden er lys
Moderens død endte med at blive begivenheden, der fik Nanna over på den anden side. Hun ønskede, at hun selv havde taget afstand tidligere, så det ikke var et dødsfald, der skulle skabe forandringen.
”Hvis ikke min mor var død, så havde jeg ikke været her i dag med den forandring, jeg har været igennem. Da min mor stoppede med at trække vejret, begyndte jeg at trække mit,” siger Nanna.
I dag er Nanna ikke længere i et misbrug. Hun er begyndt på en uddannelse, og hun har det godt, selvom fortiden gør ondt.
”Det, der havde hjulpet mig med en frisættelse og et bedre selvværd, det havde været at få accepten fra det sted fra, den var blevet mig frataget. Jeg har elsket min mor, så det har gjort ondt, og jeg har mistet mig selv i den kamp. Det sværeste har været at indse, at jeg ikke selv er skyld i det. Det var ikke mit ansvar, og det er ikke min skyld.”
Nanna er begyndt at holde foredrag, hvor hun taler om sin opvækst og de erfaringer hun har gjort sig. Selvom formålet er at hjælpe andre, har det også hjulpet hende selv.
”Første gang jeg sagde højt, at min mor var alkoholiker, følte jeg stadig, at hun stod bag mig, klar til at overfuse mig. Jeg tænkte: sagde jeg lige det højt? Men det gjorde jeg, for nu kunne jeg endelig sige det, uden at der var en konsekvens fra hende,” siger Nanna.
Foruden at Nanna holder foredrag og skriver om sit liv og erfaringer på sin blog, så arbejder hun også på at udgive en bog.
”Den dag jeg kan udgive min bog, vil det betyde noget, at jeg helt symbolsk og bogstaveligt talt, kan tage den og sætte den på hylden og sige; så var det det. Nu er jeg klar til resten af livet.”