En midaldrende mand er mødt ind i Retten i Holstebros afdeling i Thisted denne torsdag eftermiddag. Ledsaget af sin bisidder, sidder han klar til at få afklaring på den episode, der udspillede sig på det bosted, han bor, i september sidste år.

Af Tina Bangsgaard Christensen

Hvad der så ud til at blive et længere retsmøde med vidneafhøringer, endte med at blive en kort affære.

Tiltalte har allerede tilstået indenfor de første fem minutter af retsmødet. Dommeren må derfor rejse sig fra sin plads for at fortælle de to vidner i ventesalen, at der ikke er behov for deres vidneforklaring, og at de må tage turen hjem igen.

Manden, alles øjne er rettet mod, sidder placeret på en stol midt i den lille retssal. En halvanden liters vandflaske er placeret på bordet, og han kigger skiftevis til højre og venstre. Han har erkendt, at han den dag i september havde truet personalet på det bosted, han bor. Med langsomme stavelser, fremstammer han, at han følte, at to kvindelige ansatte havde prikket til ham. Han var frustreret og havde sagt:

”Jeg skyder jer. Nej, det er nemmere at kvæle jer”.

§16-person
Mens anklager læser op af den mentalundersøgelse, der er foretaget af tiltalte, klager tiltalte sig højlydt med brummende lyde. Hvis man ser bort fra disse udbrud, er der stille i lokalet, mens anklager fortæller, hvordan tiltalte giver udtryk for at leve i en Science fiction-verden, hvor alle kæmper imod ham. Han har sagt, at folk omkring ham forandrer sig, og at hans usynlige venner stjæler ting, der har stor værdi for ham, og ændrer tallene på hans lottokuponer.

Han kigger ned i bordet, mens hans tanker og følelser bliver delt med de tilstedeværende i retssal 7.

Tiltalte er tidligere dømt til psykiatrisk behandling, hvorfor han bor på et lokalt bosted. Tidligere har han udvist truende adfærd, hvor han nægtede at modtage medicinsk behandling.

Forsvareren er enig med anklager i, at tiltalte fortsat skal have bostedet som sit hjem. Han er ikke i stand til at modtage en normal dom. Da anklageren pointerer, at der er tale om en §16-person, afbryder tiltalte og fremstammer:

”Hvad er en §16-person?”

Forsvareren forklarer ham, at det er én, der ikke skal straffes med en fængselsdom.

Tiltalte nikker.

”Jeg er en psykiatrisk patient,” siger han.

Thi kendes for ret
Da dommeren spørger tiltalte, om han har yderligere tilføjelser, kigger han desperat op på sin forsvarer.

”Hvad synes du?” siger han, og fortvivlelsen lyser ud af ham. Han er ikke tilpas i situationen.

Forsvareren beroliger ham med, at han har sagt alt, der skal siges.

En kvinde på tilhørerbænken bliver spurgt, om hun fortsat vil være tiltaltes juridiske værge. På denne måde kan hun give samtykke eller tilladelse på tiltaltes vegne. Hun nikker som svar, hvorefter dommer og domsmænd forlader lokalet for at votere.

Med rystende ben når den tiltalte kun akkurat at stille sig op, inden dommer og domsmænd atter har taget plads.

Tiltalte idømmes en foranstaltningsdom, der betyder, at han skal blive boende på sit bosted. Han skal han modtage en behandlingsdom, hvor han skal være under ambulant behandling med mulighed for indlæggelse. Herudover skal han betale sagens omkostninger.

Tiltalte modtager dommen, efterfulgt af kommentaren:

”Der var så meget at høre på inden”.

Lettelsen over, at han nu har fået afklaring, er tydelig. Han forlader lokalet med sin rollator, sin bisidder samt en ansat fra det bosted, hvor han også fremover skal bo.

Nanna Gerrick er vokset op i en dysfunktionel familie. Hendes forældre blev skilt da hun var 9 år gammel. Siden da har hun boet ved sin mor, der var alkoholiker. Nannas barndom var kendetegnende ved, at hun skulle være voksen i en alt for tidlig alder. 

Af Tina Bangsgaard Christensen

”Hvordan har din dag været?” var det spørgsmål, der for alvor fik Nanna til at forstå, at hendes familie var anderledes fra sine veninders. Da hun var 9 år gammel og var på besøg ved nabopigen, blev hun for første gang i sit liv spurgt til, hvordan hun havde det. Et spørgsmål, der er normalt for de fleste, men for Nanna var det mærkeligt at svare på. Hun havde aldrig tidligere oplevet, at nogen havde den interesse.

”Jeg vidste godt, at det ikke var normalt, at min mor altid drak og var sur. Men som barn i en dysfunktionel familie blev det unormale på en eller anden måde normalt. Jeg havde en kæmpe trang til at beskytte og forsvare, det jeg var i,” siger Nanna.

I en lille landsby i Nordjylland bor Nanna med sin mor og far. Den dag de bliver skilt, er det slut med at bo med dem begge. Men det var slut længe inden. Nanna husker de dage på soveværelset med sin mor, mens faderen var i stuen. Nannas mor havde magten over hende. Nanna fik at vide, at hun ikke måtte gå ud af soveværelset, for det ville hendes far ikke have. Moderen fik indprentet den forståelse i hende, at han var vred og voldelig. Dette til trods for, at Nanna aldrig havde set ham sådan. En dag sneg hun sig ud af soveværelset, da hendes mor sov. Hun ville give sin far et kram. 

”Min far sagde til mig: ’Nanna. Far han kan godt forsvare sig selv, og han kan godt passe på sig selv.’ Da han sagde det til mig, var hele min opmærksomhed på min mor. Han havde jo meldt ud, at han godt kunne passe på sig selv, mens min mor sagde til mig, at hun ikke kunne,” siger Nanna.

Håbet om accept
Nanna boede med sin mor efter skilsmissen. Hele sit liv har Nanna taget sig af hende, for hendes største frygt var, at moderen skulle dø. Det blev en kamp for Nanna om, at jo mere hun passede på hende, jo tættere var hun på anerkendelse. Jo større var chancen for, at hendes mor en dag ville sige de ting til hende, som hun aldrig havde hørt.

”Jeg ville så gerne høre hende sige: ’Nanna, du er god nok, og det er ikke alt sammen din skyld’. Det troede jeg, at jeg ville opnå, når jeg tog hånd om hende,” siger Nanna.

Situationen i hjemmet blev dog værre, og til sidst kan Nanna ikke mere. Resultatet var, at hun kom i en plejefamilie. Lettelsen fyldte mest. Men hun havde også dårlig samvittighed. For hendes lillebror, Oliver, som moderen havde fået med en ny mand, var stadig i hjemmet. 

”Min mor har altid forsøgt at bygge en facade op. Hun ville ses som en vellidt kvinde med mange penge, der i hvert fald ikke havde et alkoholmisbrug. Det hele har jeg ødelagt ved at fortælle fremmede mennesker om, hvad der foregik derhjemme,” siger Nanna.

Hendes mor bruger Oliver mod hende, og det lykkedes hende sommetider at kalde Nanna hjem. Moderen havde brug for hende i huset til at opretholde facaden. Da Nanna får et ultimatum om at vælge parti, vælger hun sin biologiske familie. 

”Jeg kunne ikke vænne mig til at være i en normal familie. Jeg kunne ikke modtage kærlighed. Jeg hadede mig selv,” siger Nanna.

Offer for social arv eller mønsterbryder?
Nanna var selvskadende og havde selvmordstanker. Samtidigt var hun i et alkohol- og stofmisbrug. Hun havde svært ved at komme på fode igen, for hun havde ingen til at vise hende hvordan. 

”Da jeg blev ældre, blev jeg bevidst om, at det ikke var en normal måde at behandle sit barn på. Noget af behovet for konstant at stå klar forsvandt. Jeg var mentalt drænet. Jeg ville have, at hun blev bevidst om sine handlinger,” siger Nanna.

I de perioder hvor Nanna ikke talte med sin mor, havde hun det selv bedst. Hun stod ikke i beredskab, klar til at hjælpe eller som skydeskive for moderen skældsord.

Efter lang tid uden kontakt, ringer telefonen. Det er hendes papfar. Hendes mor er syg. Nanna har svært ved at tro på det, for moderen har tidligere løjet om sygdom. Realiteten er dog, at moderen få timer senere går bort. 

”Jeg var frustreret, vred, lettet. Alle følelser jeg nogensinde har følt, kulminerede den dag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Og jeg følte mig forkert, fordi jeg følte lettelse over, at jeg ikke længere skulle stå til rådighed og være offer for bebrejdelserne. Men jeg var også ked af det, fordi det lille barn inden i mig aldrig nåede at komme ud på den anden side sammen med min mor. Jeg nåede aldrig at få at vide, at jeg var god nok.”

Herefter startede en lang kamp for Nanna om at acceptere sin fortid. Den største konsekvens for hende, har været måden hun ser sig selv på. Hun brugte mange timer ved både psykologer og i psykiatrien efter moderens død. Nu kan hun endelig fortælle, hvad hun har levet med. Inden da skulle hun tie stille for at passe på sin mor.

”Det måtte ikke ende ved hende. Hun sagde tidligere, at hvis kommunen nogensinde fjernede min lillebror, så var det min skyld, og så ville hun tage sit eget liv. Så fra at skulle forsvare hende, så havde jeg også hendes liv på samvittigheden. Det er så ironisk, at hun endte med at drikke sig ihjel.”

Fremtiden er lys
Moderens død endte med at blive begivenheden, der fik Nanna over på den anden side. Hun ønskede, at hun selv havde taget afstand tidligere, så det ikke var et dødsfald, der skulle skabe forandringen. 

”Hvis ikke min mor var død, så havde jeg ikke været her i dag med den forandring, jeg har været igennem. Da min mor stoppede med at trække vejret, begyndte jeg at trække mit,” siger Nanna.

I dag er Nanna ikke længere i et misbrug. Hun er begyndt på en uddannelse, og hun har det godt, selvom fortiden gør ondt.

”Det, der havde hjulpet mig med en frisættelse og et bedre selvværd, det havde været at få accepten fra det sted fra, den var blevet mig frataget. Jeg har elsket min mor, så det har gjort ondt, og jeg har mistet mig selv i den kamp. Det sværeste har været at indse, at jeg ikke selv er skyld i det. Det var ikke mit ansvar, og det er ikke min skyld.”

Nanna er begyndt at holde foredrag, hvor hun taler om sin opvækst og de erfaringer hun har gjort sig. Selvom formålet er at hjælpe andre, har det også hjulpet hende selv.

”Første gang jeg sagde højt, at min mor var alkoholiker, følte jeg stadig, at hun stod bag mig, klar til at overfuse mig. Jeg tænkte: sagde jeg lige det højt? Men det gjorde jeg, for nu kunne jeg endelig sige det, uden at der var en konsekvens fra hende,” siger Nanna.

Foruden at Nanna holder foredrag og skriver om sit liv og erfaringer på sin blog, så arbejder hun også på at udgive en bog.

”Den dag jeg kan udgive min bog, vil det betyde noget, at jeg helt symbolsk og bogstaveligt talt, kan tage den og sætte den på hylden og sige; så var det det. Nu er jeg klar til resten af livet.”

I Lystrup Sogn tilbyder de babysalmesang i både Elev Kirke og Lystrup Kirke. Forældrene tilvælger musik, salmer og socialt samvær. Og det er en bragende succes.

Af Tina Bangsgaard Christensen

Barnevogne fylder våbenhuset i Elev Kirke. Kirken er lille og med kun syv bænke på hver side af midtergangen. De grønmalede bænke leder øjet op til den forreste del af kirken. To blå IKEA-poser står klar, fyldte med legetøj. Diverse musikinstrumenter står side om side med døbefonten. Men døbefonten er ikke i fokus i dag. Det er de små børn, der ligger på en måtte foran og pludrer.

Det er tirsdag formiddag, og klokken har netop slået 10.00. Otte mødre og deres babyer er mødt op til en omgang babysalmesang. Det er et projekt folkekirken tilbyder i Lystrup Sogn. Her mødes mødegruppen én gang om ugen til et par timers samvær, hvor musikken er omdrejningspunktet.

Endnu en kvinde kommer hastende ind i kirken. Hun tager skoene af, og sætter sig ned på måtten med sin baby. De andre taler om alt fra yndlingsfarver til hårvækst. Børnenes, vel at mærke. 

”Ej, et supergodt sæt, hun har på! Er det ikke Hummel?” spørger en af mødrene en anden. Hun får et nik og et smil tilbage som svar.

Mange mødre, få fædre
Anne Henriksen er til daglig korleder og ansvarlig for babysalmesang. På en xylofon spiller hun en melodi for hvert enkelt barn tæt på deres ansigter.

”Det er de høje toner, som børnene særligt stimuleres af,” siger Anne.

Bagefter er den gule massagebold i fokus. Anne begynder at synge om solen, der står op, mens hun løfter bolden op foran den Cirkeline-dukke, der ligger foran hende. Alle mødrene følger hendes bevægelser. For der er ingen fædre med i dag. Det er der sjældent.

”Jeg tror kun, at der har været en enkelt gang eller to, at der har været en far med. Desværre, for det er skønt, når de er her,” siger Anne.

I Lystrup Sogn varer et forløb med babysalmesang otte uger. På holdene er der mellem 8 og 13 babyer, og ofte kommer en mødregruppe sammen. Det er dejligt at kende nogle i forvejen, fortæller Mette Herskind.

”Jeg var nok ikke kommet, hvis ikke det var for de andre. Men jeg er glad for at have noget socialt at gå til hver uge, hvor man kan ses med andre mødre,” siger Mette.

I kirken går mødrene nu rundt med børnene i favnen, mens de synger og danser. Sang fylder kirkens store rum, og en af babyerne græder en smule. En anden pige begynder også at græde.

”Det er ren sympatigråd”, siger Anne. Alle mødrene griner, og gråden stopper igen.

Kirken er allemandseje
Fællesskabet er ikke til at tage fejl af. Mødrene er glade, og det samme er børnene. Der er en helt særlig stemning i kirken. Den er uhøjtidelig og afslappet, anderledes fra hvad man oplever til de begivenheder, mange typisk forbinder kirken med. 

Det betyder også noget for Mette, at hun kan tage sit barn med i andre rammer end de faste. Korlederen Anne fremhæver også betydningen af, at kirken bruges til babysalmesang.

”Det er en kæmpe succes. Jeg oplever, at mødrene føler, at kirken også er deres. Mange låner sognegården til deres barnedåb efterfølgende.”

Mette bekræfter Annes udsagn.

”Jeg havde aldrig været i Elev Kirke, før jeg tilmeldte mig babysalmesang. For mig er alt omkring folkekirken blevet afmystificeret lidt.”

Mere end musik
Dagens babysalmesang er ved at være slut. Mødrene sidder atter på madrassen ved døbefonten, mens børnene ligger foran dem. Mødrene blæser sæbebobler, mens Anne synger og spiller guitar. Børnene observerer boblerne med stor fascination. En enkelt sæbeboble sætter sig på næsen af en lille pige, og hun smiler stort.

Da sangen er slut, siger Anne “tak for i dag”. Selvom arrangementet i kirken er forbi, så fortsætter alle mødrene i flok over til sognegården. Otte barnevogne bliver parkeret udenfor huset, og nu står der kaffe og kage på menuen.

Erika Donbæk Jarland bruger sin fritid på at sy sine egne kostumer og klæde sig ud som sine fiktive helte fra computerspil, film og serier. Dette fænomen kaldes cosplay. For Erika er det ikke en fetish. Det handler om personlig udvikling og muligheden for at danne sociale relationer.

Af Mathias Holm Petersen og Tina Bangsgaard Christensen

Link til Facebook: https://www.facebook.com/mathias.h.petersen.9/videos/10222111180639531/?multi_permalinks=2497120870529630%2C2497094657198918%2C2497101387198245%2C2497114163863634%2C2497121120529605&notif_id=1582805843403697&notif_t=group_activity

For Joachim Glenthøj var det afgørende, at han i 9. klasse kom i praktik ved DR Sporten. Her blev han bekræftet i, at han ville beskæftige sig med journalistik.

Af Tina Bangsgaard Christensen

Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? Det er et spørgsmål, langt de fleste mennesker stifter bekendtskab med.

Joachim er 22 år. Han er i gang med 1. semester på sit drømmestudie. For ham var det interessen for sporten, der var drivkraften bag ambitionerne. For 7 år siden fik Joachim øjnene op for en gammel drengedrøm, da hans fars fætter tog ham i hånden og inviterede ham indenfor på DR Sporten:

 ”Jeg har altid drømt om at blive sportsreporter. Jeg var fascineret af, hvordan de arbejder, og hvordan den verden fungerer”.

Det var kun positive oplevelser Joachim tog med sig derfra. Han blev introduceret til et fag, der interesserede ham, og han fik blod på tanden.

Tankerne om en fremtid som journalist forlod ikke Joachim igen. To år efter at han fik studenterhuen på hovedet, stod han med tasker i begge hænder, klar til at gå ind på Vejle Idrætshøjskole. Det skulle vise sig at blive det sidste skridt, inden han trådte ind på det endelige mål, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den forberedende højskole bekræftede ham yderligere i, at han var på rette vej. Det var journalistikken Joachim ville uddanne sig indenfor og beskæftige sig med. 

Men det hele handler ikke længere kun om sport. Joachim har fået en større interesse for hele samfundet, i takt med at han er blevet ældre. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole undervises eleverne i mange forskellige medier og emner, og det tiltaler Joachim.

Men hvad vil Joachim så være, når han bliver stor?

”Drømmen om at arbejde som sportsjournalist er der endnu” siger han og smiler.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.